Viser opslag med etiketten frugt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten frugt. Vis alle opslag

torsdag den 13. november 2008

Syrlige æbler i æblemostgelé med seterrømme

Jeg kan blive ved med at spise løs af de syrlige efterårsæbler, og det vrimler stadig med dem. Heroppe i Norge kan man også købe friskpresset æblemost som 3 liters bag-in-box, lige som med vin, jeg ved ikke, om det også eksisterer i Danmark, men det er helt fantastisk med sådan en kasse i køleskabet, når energien kan komme lidt i bund pga. alt mørket og kulden.

Her kommer en lille dessertopskrift fra vores kogebog SMAGSTID. Opskriften er taget fra novembermenuen, og det er virkelig et koncentreret studie i årstidens lækre syrlige æbler.

Syrlige æbler i æblemostgelé med seterrømme

Syrlige æbler i æblemostgelé
(4 pers.)
  • 2 æbler
  • 2 dl vand
  • 4 spsk. sukker
  • 6 blade husblas
  • 1 dl æblelage (fra blanchering af æblerne)
  • 3 dl æblemost
  • 1 dl seterrømme* (evt. 38 % cremefraiche)
Skær æblerne i små tern, og giv dem et kort opkog i 2 dl vand tilsat 4 spsk. sukker. Si lagen fra æbleternene, og gem 1 dl af æblelagen til geléen. Æbleternene køles og puttes i portionsglas.

Udblød husblasen i koldt vand, og smelt den i den varme æblelage. Bland æblemosten sammen med lagen, og hæld den ud over æbleternene. Lad æblegeléen stivne i køleskabet.

Smag til rømmen til med sukker. Dyp glassene med æblegeléen kort i varmt vand, og vend geléen ud af glassene.

Anret æblegeléen med en god klat seterrømme.

* Rømme er et norsk produkt af syrnet fløde, der minder mest om cremefraiche, men nogen gange med en lidt mere grynet konsistens. Seterrømmen er den fuldfede variation af rømmen - de bedste af slagsen er helt gule og super cremede.

fredag den 17. oktober 2008

Æble/limemarmelade

Der har været lidt stille her på bloggen på det seneste og undskyldninger er der masser af, men dem slipper i for at høre på. Og så må det stadig lige vente lidt med tilbagemelding fra kogeugen op til Frantz' og Heidis bryllup.

Men der er da sket lidt i køkkenet på det seneste. Vi bor i en fin gammel by i Norge, hvor der er masser af gamle frugttræer rundt i haverne, og særligt mange æbletræer, men selvfølgelig ikke i vores. Både Lene og jeg har længe gået og været dybt misundelige og ikke mindst forarget over, at æblerne fra alle de flotte gamle æbletræer i de fleste tilfælde bare får lov at falde ned og ligge og rådne i alle de fine haver - nordmændene og deres madkultur er et helt kapitel for sig selv, som jeg håber jeg kan få skrevet lidt om en gang. Men så en dag, så bliver en af Lenes kollegaer åbenbart lidt for træt af at høre på hendes brok, så han tropper op med et par poser bugnende af lækre, sprøde efterårsæbler. Så nu kan vi i stedet brokke os over, hvad vi skal stille op med alle de æbler :-)

Sprøde, syrlige æbler fra afdelingslederens have

Lene besluttede straks, at hun ville lave en god gammeldaws dansk æblekage til hendes kollegaer (det er dog ikke sket endnu), en del er blevet guffet au naturel; der er ikke noget bedre end efterårets æbler, de er så fantastisk syrlige, søde og sprøde. Og så brugte jeg nogle af æblerne til en æble/limemarmelade, som jeg bliver nødt til at dele med jer her, da det er noget af det mest friske, jeg kan forestille mig at tage med ind i de kolde, mørke måneder, der er forude - vi har allerede haft de første par frostnætter!

Æble/limemarmelade på tur ude i efterårssolen

Æble/limemarmelade
  • 4-5 æbler
  • rørsukker (ca. halvdel af vægten af æblerne)
  • 1 lime
Skræl æblerne, skær kernehuset fra, og del æblerne i både. Put æblebådene i en gryde (helst ikke aluminium, da det kan misfarve marmeladen, så den bliver grønlig). Tilsæt rørsukker og saften af limen samt evt en lille smule vand. Kog marmeladen op ved høj til middelhøj varme. Lad marmeladen koge ca. 15-20 minutter, eller indtil æblerne er bløde og delvist udkogte, så der stadig er små stykker af æble tilbage i marmeladen.

Marmeladen hældes på varme, skoldede glas. Sæt låg på glassene, og opbevar marmeladen køligt.

Æble/limemarmeladen er fantastisk på et stykke godt brød med smør eller serveret som tilbehør til en lille ostetallerken; den friske syrlighed og sødme fungerer virkelig godt med fx blåskimmeloste.