Nordisk Spisehus

Jeg var for kort tid siden forbi Rikke Malling og Thorsten Schmidts Nordisk Spisehus i Århus til frokost sammen med konen. Det var med forventningerne lidt i vejret, at vi besøgte stedet, da gourmetrestauranten Malling & Schmidt længe har stået i toppen på to-do-listen over restauranter, der MÅ besøges. Nordisk Spisehus er helt sin egen, men vi håbede på, at lidt af visionerne og lysten til at eksperimentere fra M&S havde smittet af på spisehuset.

Vi blev modtaget af en noget fraværende og uinspireret betjening i et næsten tomt spisehus; et tre mand stort forretningsmøde i et hjørne af spisehuset udgjorde resten af dagens klientel. Vi blev placeret og fik hurtig vand på bordet og serveret lidt brød og koldpresset rapsolie, mens vi studerede menukortet. Brødet var saftigt og sej i krummen, og olien velsmagende. Vi besluttede os for henholdsvis en pålægsplanke og en laksesalat, og da vi havde lidt at fejre besluttede vi os for, at der skulle en glas cava til.

Ved siden af os på et bord blev laksen til salaten lynrøget med lidt hø under en osteklokke, mens resten af maden blev gjort klar i køkkenet. Det var lidt tilfældigt, at vi opdagede, at der blev røget ved siden af os, og man kunne måske godt henlede opmærksomheden på det, når man foretager et sådan lille show som en del af tilberedningen.

Den hørøgede laks blev serveret med en blandet grønsalat, multebærkompot, skyrdressing, syltede kanelæbler og rødløg. Laksen havde en fin og let røgsmag, men multebærkompotten var lidt kedelig og fremhævede ikke det fine bær nok. Æblerne var et sjovt indspil, og generelt var retten reel og med rene friske råvarer, men alt i alt lidt for banal.

Pålægsplanken bestod af en god klat flødet leverpostej, rullepølse og to typer salami. Hertil blev der serveret to slags brød; små stykker papirtyndt og sprødristet rugbrød samt et krydret knækbrød. Brødene var fine og velsmagende, men der var lige i underkanten af brød til alt pålægget. Det eneste tilbehør til pålægget ud over brødet var skiver af løg og lidt karse. Både postejen og pølserne var velsmagende omend lidt uinspirerede i smagen. Hele serveringen fremstod igen reel men banal.

Vi havde forventede os mere af Nordisk Spisehus, og det var lidt skuffede, at vi forlod stedet. Konceptet er tydeligvis at tilbyde et traditionelt nordisk alternativ til de mange etniske frokost- og aftentilbud i byen, men der manglede lidt inspiration og et niveau ud over en normal hjemmesmurt madpakke for at Nordisk Spisehus bliver et genbesøg værd for os. De små tiltag ud over normalen for vage og for få. Jeg håber, at vi ramte stedet på en uheldig dag, og at betjeningen på stedet normalt er lidt mere levende (i live), men efter vores oplevelse kan der desværre ikke gives anbefaling om at besøge Nordisk Spisehus. Men vi ser stadig frem til at besøge M&S til en revance.

1 pålægsplanke

1 laksesalat

2 glas cava

- 412 kr

Nordisk Spisehus

MP. Bruunsgade 31

8000 Århus C

www.nordiskspisehus.dk

Rene Redzepi og Restaurant Noma

Foto fra www.noma.dk af Rene Redzepi

Rene Redzepi og Restaurant Noma har gjort meget for dansk gastronomi igennem de sidste par år med bl.a. udviklingen af det nordiske køkken.

Noma har sat dansk og nordisk mad på verdenskortet - faktisk så godt at selve chefkokken på den tre stjernede michelin restaurant i Spanien El Bulli har udtalt at det "nye" verdens køkken inden for lang tid, vil centrere sig omkring det nordiske terroir. Rene og Noma har har skaffet 2 michelinstjerner til Danmark. - vi kan igen med stolthed sige, at vi er iblandt verdenseliten, når det angår gastronomi.

Dokumentar om Noma på dr1

Igår fulgte jeg dokumentaren på dr1 omkring Rene Redzepi og Restaurant Noma, og kom til at tænke på om det overhovedet er værd at komme på den restaurant. Det viser sig, at der på Noma er en leder som tydeligvis ikke kan styre sit temperament. Udsendelsen viser at han ofte ender med at terrorisere sine medarbejdere, når det ikke går som planlagt.

Kommunikation på et meget lavt niveau:

"Hold din kæft og lyt til mig, Hvad fanden er det, du ikke forstår? Jeg har simpelthen ikke tid til dig lort. Jeg går amok på dig"

Dette citat er fra udsendelsen og retter henvendelse til en af hans medarbejdere - Det foregår i et højt stress tempo, under et ryk i køkkenet!

Restaurant Noma

Det er Noma - folk bestiller bord 3 mdr i forvejen. Maden skal spille hver aften! ingen skal være skuffede og intet må gå galt!

Er det på baggrund af ovenstående, at kokke og kokkeelever på Noma skal finde sig i at blive terroriseret på det groveste af deres chef?

Sover de mon godt om natten ovenpå sådan en røvfuld?

Er det ok at blive svinet til?

Finder man sig i det, fordi man derefter kan skrive Noma på sit cv, og gå hen på hvilken som helst restaurant i verden og få arbejde? eller er man simpelthen bange for ham?

Er det sandsynlig, at de glemmer alt, der er sagt, efter arbejde?

Tendens til at vise dygtige, hårde og sure kokke i fjernsynet

Måske vil dokumentaren, som dr1 viste igår, gavne Rene, den dag han skal erstatte Gordon Ramsay i et tv program, men indtil da tror jeg ikke, den kommer ham til gode. Jeg tror måske nærmere, den har fået taget hul på et mindre eller større problem i restaurationsbranchen.

Man ser idag mange forskellige reaktioner på dokumentaren, herunder er et lille udpluk:

Mesterkokke mangler lederstil

Gale kokke får skæld ud

3F: Tv-chefkokke en skændsel for kokkefaget

Topkokke opfører sig uacceptabelt

Oplevet eksplosion på egen krop

Jeg var for et par år siden frivillig arbejder på Restaurant Noma i 14 dage, hvor jeg erfarede eksplosionerne på egen krop. For at gøre denne historie kort endte mit ophold på Noma efter 14 arbejdsdage, ved at Chefen skulle lære mig at klippe romainsalat. Han forklarede at de inderste blade skulle ligne både. Han viste mig hvordan de skulle se ud - jeg gik igang! - 5 min. senere kom han tilbage og kiggede på mine både - han spurgte hvad fanden jeg have gang i? om jeg dog ikke forstod det første gang? Bådene skulle jo klippes kunstnerisk!

Jeg spurgte om han ville vise mig det igen, så jeg kunne gøre det bedre. "Her forklarer vi kun tingene 1 gang" fortalte han med et sindsygt blik i øjnene. Jeg prøvede at gå videre med klipningen af både, da han ud af den blå luft sagde om jeg ikke nok ville gå! - han gad ikke se på mig mere!

Jeg kiggede til siden på hende der stod og forberedte nogle råvarer - hun kiggede underligt tilbage - men sagde ikke noget, da gik det op for mig at han mente det. Jeg vendte om, gik op og klædte om, og forlod Restaurant Noma med en underlig fornemmelse i kroppen.

Jeg tror, nu jeg tænker efter, at jeg med sikkerhed kan sige, at det ikke er det værd for mig, at komme der mere - på trods af den gode mad!

Molskroen

Molskroen

Som Lars fortalte, fik vi et par gode dage til at gå med hygge, arbejde og frokostbesøg. Jeg vil fortælle lidt om vores oplevelse med Molskroen.

Vi ankom til Molskroen kl 13. mandag den 1 september. – Der så ret stille ud. Vi blev mødt af en receptionist i forgangen som tog godt imod os. Hun hængte min jakke op og guidede os ned til vores bord. Der var rigtig fint derinde. Trægulvet duftede nyvasket og der var hvide duge og tændte stearinlys på bordene. Det var super hyggeligt at sidde derinde i varmen og kigge ud over vandet og udkanten af Mols Bjerge. Der var ganske stille, faktisk var der kun 2 hold spisende gæster ud over os. Måske meget normalt på en mandag på en gourmetrestaurant på Mols. – Det passede os fint!

Tjeneren kom ned til vores bord med menu kort og fortalte dagens frokostmenu. Vi blev spurt om vi ville have vand med bobler eller uden. Vi valgte uden.

Frokostkortet så lækkert ud og var kombineret udfra det fransk/italiensk/nordiske køkken som molskroen for tiden har sine rødder i. På frokostkortet spares ikke på de traditionelle fine råvarer som foie gras, jomfruhummer, vagtelæg, trøffel, kammuslinger og kantareller, hvilket jeg som franko- og italianofil synes helt godt om.

Da vi hørte dagens menu, valgte vi at afprøve den. Jeg valgte dog ost i stedet for dessert.

- Forretten var en bisque med stegt hellflynder, kantareller og urter.

- Hovedretten var poussin med kartoffelragout og morkler.

- Desserten var en chokoladebombe med karamel og coulis af efterårets bær

Vi valgte pga. medbragt bil at køre igennem alle 3 retter med den samme vin. Tjeneren valgte os en hvid bourgogne.

Foto fra Molskroens hjemmeside

Da vi havde afgivet vores bestilling, kom tjeneren med brød. Der var 3 forskellig slags. Et lille italiensk portions hvedebrød, et mørkt fladbrød (højst sandsynligt med malt) og et hvedebaguette. Brødet kom sammen med afkølet frisk smør fra Øllingegaard.

Der gik ca. 15 min til vores forret stod foran os. En flot skål med 2 stykker stegt helleflynder, stegte små kantareller (dog vil jeg mene, at det næsten er synd at plukke dem så små), kørvel, hakket dild og skalotteløg ovenpå. Tjeneren havde en kande i hånden, hvorfra hun hældte den varme, velduftende bisque ned over fisken, til den lige nøjagtig rørte toppen. Meget flot anrettet. Bisquen smagte utrolig godt, og fisken var steg til perfektion – faktisk smagte den så godt, at jeg måtte høre, om de havde brugt kantareller i bisquen – Det havde de ikke! – Vinen smagte udmærket til.

Hovedretten kom på en tallerken anrettet rigtig flot! Der var et stykke ovnsteg poussinbryst, et konfiteret lår, små pakker af kartoffelragout, små ærter, babygulerødder, kogte perleløg, ærteskud, kartoffelchips, skalotteløg og en sauce med morkler. Poussinen smagte godt. Den var mør og saftig. Sammensætningen af råvarer virkede også ganske godt, de spæde ærter, løg og urter komplementerede dejligt til det lyse kød. Dog synes jeg, at de tørrede morkler havde en tendens til at afgive en bismag i saucen. – Vinen fungerede også hertil

Desserten var for mit vedkommende ost. Jeg løb tør for vin, imens jeg ventede på osten. Derfor spurgte jeg tjeneren, om jeg kunne købe et halvt glas mere af vinen. – Hun blev underlig og sagde, at det vidste hun ikke noget om. Derefter gik hun ud i køkkenet. Da hun kom tilbage med min osteanretning, nævnte hun intet om min vinforespørgsel (meget dårlig stil – det gjorde mig sur). Jeg fik noget af lars' vin, så jeg kunne klare mig igennem ostene.

Det var en flot ostetallerken, med 7 forskellige oste. Der var Brie de meaux, Tallegio, Münster, en røget komælksost, Comte og Rochefort. Jeg synes den røgede komælksost var dybt uinteressant, og den sidste kan jeg slet ikke huske. Der var oliven, syltede pærer, ristede mandler, honning og godt hjemmebagt italiensk brød dertil. – Vinen smagte ikke specielt godt til osten (måske oven på min oplevelse) – men var drikbar.

Alt i alt var det en god oplevelse at spise på Molskroen. Kroen var hyggelig, og maden var velsmagende, traditionel og saltet perfekt. Betjeningen var i første halvdel af frokosten god –men niveauet sank, da der kom en anden tjener til vores bord (vi gætter og håber på, at hun var elev, for hendes præstation var ganske enkelt ikke god nok til det niveau Molskroen kræver).

Vi vender tilbage en dag og spiser på Molskroen og ser frem til god betjening.

Norsminde kro

Norsminde kro (foto fra kroens egen hjemmeside www.norsminde-kro.dk)

Frantz, min gode ven og kære medforfatter på bloggen her, skal snart giftes, så i den anledning stod det på polterabend for både ham og fruen sidste weekend. Jeg tror, vi fik overrasket og underholdt ham i god, våd stil, men det er egentlig ikke det, jeg skal skrive om her. Da weekenden og de aller værste tømmermænd var overstået besluttede Frantz og jeg os nemlig for at udvide hans polterabend med et par frokostbesøg hos et par kroer i området. Den første tur gik til Molskroen, men det skriver Frantz selv om på et tidspunkt. Jeg skal her fortælle lidt om oplevelserne på andendagens frokoststed, nærmere bestemt Norsminde kro, der kan findes nogle få kilometer syd for Århus.

Brasseriets interiør (fra kroen egen hjemmeside www.norsminde-kro.dk)

Kroen har både en gourmetrestaurant og et brasserie. Vi måtte tage til takke med brasseriet, da gourmetrestauranten kun har åben om aftenen. Klokken var henad 14, før vi fik fundet frem til kroen, så der var kun et par få andre gæster på stedet, som var ved at afslutte deres frokost, så vi kom til at have brasseriet stort set for os selv.

Førstehåndsindtrykket var helt ok. Indretningen på stedet er ganske fin og stilren med hvide duge, dejlige stole i træ og store lamper med dæmpet belysning - dog kunne der godt puttes lidt mere spræl på væggene med lidt farverige billeder eller lignende, så det ikke bliver alt for bobedre-pænt.

Vi besluttede os for en 3-retters frokostmenu bestående af stedets to forretter og dagens hovedret, da ingen af os er de helt store dessertfreaks. Menuen kom således til at bestå af en omgang fiske- og skaldyrsceviche med melon; en salat med kantarel og spiselige blomster; og til hovedret kalvesteg med squash, svampecreme og sauce på peberfrugt. Hertil valgte vi at få serveret et enkelt glas hvidvin til de to forretter og et glas rød til hovedretten, valget af disse lod vi være op til tjeneren.

Cevichen, der er en traditionel sydamerikansk råmarinering/tilberedning af fisk og skaldyr med citrusfrugt, viste sig i dette tilfælde at bestå af en lidt ubestemmelig hvidfisk, en knivmusling og en babykammusling marineret i citronsaft. Det virkede lidt som om, at både fisken og skaldyrene, der ellers var rigtig fine, havde tilbragt lige længe nok i citrusmarinaden, da alle delene var blevet lige en tand for faste i det, næsten grænsende til det lidt tørre, hvilket vist aldrig har været meningen med en ceviche. Cevichen blev serveret med lidt pureret melon, nogle melonkugler og en en rulle melongele samt et par blade frillicesalat. Melonkuglerne var friske og velsmagende, pureen var velsmagende, men grynet og utiltalende i konsistens mens melongeleen var decideret fjollet, da den overhovedet ikke havde friskheden og smagen, som melonkuglerne havde, hvorfor det bare blev rent show og pynt på tallerknen. Og da anretningen på tallerknen nok mest kan beskrives som rodet-rustik, så virkede den lille lyserøde rulle melongele yderst malplaceret. Generelt var retten ikke noget hit, hvilket var lidt synd for indtrykket var, at udgangspunktet for retten virkede til at have været rigtig fine råvarer. Udførelsen og anretningen havde simpelthen bare svigtet råvarerne.

Vinen, der blev serveret til cevichen og som også skulle gå igennem til kantarelsalaten, var en ganske fin og velsmagende australsk chardonnay. Ikke så meget at sige om den, frisk duft af hyldeblomst i næsen og tilpas med fedme i smagen.

Næste forret, som vi fik serveret, var udført i samme rodet-rustikke-stil, der åbenbart må være en Norsminde-specialitet. Retten bestod af en bunke med store, grove blade blandet salat, der skulle vise sig at skjule en lille dynge stegte champignoner. Salaterne var toppet op med et par hele hoveder orange morgenfrueblomster og en lige vel grov stilk slangehoved. Ved siden af salaten var der placeret en ikke beskeden bunke stegte, kolde kantareller. Igen tydeligvis fine og friske råvarer som udgangspunkt for retten, men også igen svigtede udførelsen og anretningen de fine, lokale råvarer, som Norsminde kro bryster sig af. Salaterne var generelt frisk og sprøde, men de manglede karakter og burde nok have været udsat for en eller anden form for dressing eller ligende. Servering af de hele morgenfruer og den grov stilk slangehoved virkede decideret dovent, som om at der ikke rigtig havde været nogen i køkkenet, der gad og pille de fine orange og lilla blomsterblade af de hele planter. Slangehovedstilken, der var en førstegangsoplevelse for os begge, var utrolig velsmagende med en gennemtrængende limet citrussmag, og skal uden tvivl afprøves i køkkenet selv engang, men den fine smage blegnende lidt, når de skulle gnaves af en stilk, der næsten var tyk og grov nok til at kunne blive betegnet en gren. Kantarellerne var lækre, velsmagende og i generøse mængder, men kunne ikke redde retten fra at fremstå rodet og sjusket.

ØV, det er sgu en skam, at der ikke blev udvist større respekt for råvarer af den karakter, men der var generelt lidt sjusk og ligegyldighed over oplevelsen på Norsminde kro, stemningen bliver jo heller ikke ligefrem sat, når det først man oplever på stedet er, at der bliver placeret en skåret vandkande på bordet, hvor bunden af kanden tydeligvis, lige inden turen ind til bordet, er blevet brugt til at tørre brødkrummer op fra udskæring af vores brød, hvilket resulterede i at der var tværet våde brødkrummer ud over bordet, inden vi rent faktisk havde fået serveret vores brød. Dårlig stil, fy!

Til hovedretten fik vi til gengæld serveret dagens højdepunkt i form af en ikke mindre end fortrinlig rødvin. Ophældningen i glasset fik os allerede lidt op af stolene, da de tydelige brune toner i vinen, ikke lige var hvad, vi havde forventet fra et glas frokostvin til 89 glasset. Fremvisningen af flaskens etiket gjorde os ikke meget klogere, da den ikke gav os anden oplysning end at vinen hed MO-9, at den var nummer 1955 ud af en ubestemmelig størrelse produktion og overraskende nok hørte til frankrigs laveste vinkategorisering, vin de table, altså en bordvin uden nærmere specificerede krav til noget som helst. Årstallet på vinen måtte vi finde på proppen, da den heller ikke var angivet på etiketten (1999). Det krævede en smule googling herhjemme igen, inden jeg fik fundet frem til, at der rent faktisk var tale om en lille fræk sag fra Domaine Montlobre (Combaillaux, Languedoc). En art uofficiel førstevin fra det lille? ambitiøse vinsted, en cuvee kun produceret 3000 flasker af. Jeg fandt vinen her, hvor der kan læses lidt mere om stedet og vinen, hvis man er en smule franskkyndig (jeg kunne ikke finde noget om MO-9 på stedets engelske del). Jeg er ikke selv specielt fransklæsende, men jeg kunne da rode mig frem til, at der er tale om en blandingsvin med 60% merlot (bestemt ikke en af mine favoritter), 20% cabernet sauvignon (gaaab), 10% carignan og 10% grenache. Jeg havde alrdig fundet frem til den vin selv, hvis ikke den var blevet hældt på mig på Norsminde kro, så tusind tak for det! Vi endte med både at købe slatten af den allerede åbnede flaske med os videre + vi begge indkøbte af vinen til reolen (jeg har allerede revet proppen af en af mine flasker her i weekenden, og den levede fuldt op til første oplevelsen). Helt fantastisk at støde på sådan en lille, eksklusiv frækkert. Hvis der er nogen, der har noget kendskab til Domaine Montlobre må de meget gerne give lyd fra sig.

Nå men tilbage til hovedretten. Samme anretterstil som de to forretter. En stabel skivede kalvestykker lagt oven på 'spagettistrimler' af squash, en stor klump pureret svampe og svømmende rundt om det hele en orangerød sauce af peberfrugt i kamp med en sø af grøn olie, formodentlig udløbet fra squashspagettien under kødet. Rod, men igen god smage flere steder, og igen tydeligvis ikke en finger at sætte på råvarerne, der havde lagt til grund for retten. Kødet var mørt, velstegt og velsmagende. Squashen, der eftersigende skulle komme fra Peters gård i formodet nærhed af kroen, var overolieret og oversaltet, så der nærmest ikke var smag af squashen at spore. Næsten samme skæbne havde overgået den for situationen alt for store klump svampepure, der hovedsageligt smagte af den stegesky (stegefedt) fra kalvestegen, som den tydeligvis var blendet sammen med. Peberfrugtssaucen var ganske velsmagende, men den og kødet til trods, fremstod retten, som de andre, rodet og useriøs.

Vil jeg besøge Norsminde kros brasserie igen? Sikkert ikke, men jeg overvejer seriøst en vinferie omkring Combaillaux med besøg hos Domaine Montlobre for at få støvsuget stedet for evt overskydende flasker fra deres MO-9 1999-produktion, og det kan jeg takke Norsminde kro for.

Men det skal siges, at man ikke på noget tidspunkt gennem menuen var i tvivl om råvarernes kvalitet, så hvis gourmetrestauranten tager køkkenets forråd lidt mere seriøst, så kunne det sikkert meget vel være en oplevelse værd.

Straen Fiskerestaurant

Vi er just kommet hjem fra en god uges tur rundt i Norge. Vi kørte første mod Preikestolen i Ry fylke, hvor vi fik oplevet den dramatiske og vildt imponerende udsigt fra en af Norges mest besøgte turistmål - hvilket jo straks lyder voldsomt overrendt, men vi havde faktisk toppen af Preikestolen stort set for os selv. Efter 4-5 timer i fjeldet, så er sulten ved at være vækket, så vi besluttede at tage en smuttur til Stavanger. Her var vi forbi Straen Fiskerestaurant, som er en af de mest kendte norske fiskerestauranter og Stavangers eneste rene fiskerestaurant. Forventningerne var rimelig i vejret, da Stavanger er selvproklameret gourmetby og senest har slået det fast som vært for Bocuse d'Ors første europamesterskab i kogekunst.

Omgivelserne er lige tilpas perfekt maritimt til en fiskerestaurant, uden at være for tungt og brunt, og vi blev placeret med udsigt ud over havnen. Som appetitvækker fik vi et lille stykke makrel med oliven og kapers samt en krydderolie men mest markante dildtoner. En kraftig sag, at starte ud på, men det skulle vise sig, at være helt på sin plads, da de bestemt ikke var bange for smagsfuld mad i Stavanger.

Første forret var kongekrabbe med avocadopure, gul peber og en bloody mary granite. Krabben var uden tvivl den saftigste og mest nænsomt tilberedte kongekrabbe, som jeg har oplevet, og sammenspillet mellem den søde, lidt fede krabbesmag og den friske, syrlige granite var helt i top. Ren nydelse.

Kongekrabbe med avocadopure, gul peber og bloody mary granite

Efter kongekrabben kom endnu en af vores favoritter ind - kammuslingen. Her serveret med blomkålspure, sauce med kapers og sultaner, det hele toppet af med friterede selleriblade. Igen en virkelig smagsfuld og modig ret, hvor det lykkedes at lade smagen af kammuslingen holde stand mod både kapers og sultaner. Overraskende velfungerende sammensætning, som gav lidt tanker hen mod det sicilianske køkken.

Kammusling med blomkålspure, sauce med kapers og sultaner samt friteret selleriblade og dampet blomkål

Hovedretten bestod af pigvar med kantareller, slikærter, tomatfondue (jeg ved ikke hvad fonduedelen var, men det kaldte de det altså) og fennikelskum. Pigvaren var lige som den skulle være. Saftig og smagsfuld - en fisk der godt kan tåle lidt smag omkring sig. Den kraftige tomatfondue var helt eminent til fisken, kantarellerne ok, mens slikærter godt nok fungerede som syrligt og sprødt indslag, men der burde kunne have været fundet noget mere interessant end dem, men det er måske bare mig, der har lidt en aversion mod slikærter (de falder lidt i samme kategori som minimajs, som begge optræder en del i frossen grønt wok-mix poser, sikkert fordi de kun kan afsættes til folk, der alligevel er helt ligeglade...). Fennikelskummen til fisken var fin i smagen, selv om den nok smagte mere af citron end fennikel, og så er jeg nok også ved at være lidt træt af skum. Der er gået lidt meget mode i skum, som når den har boblet lidt af, for det meste viser sig som en lidt for tynd sauce. Men de par småting forhindrede ikke pigvaren i at stråle!

Stegt pigvar med kantarel, slikærter, tomatfondue og fennikelskum

Osteretten bestod af roquefortost med briochetoast og honning. Roqueforten var helt ok, cremet og saltet, som en god roquefort skal være. Briochetoasten var noget tør og ligegyldig, men det var også næsten lige meget for honningen var himmelsk. Som skåret lige ud af bistadet med helt fløjlsbløde elementer, knasende krystaller og klistrede karameldele samt en smag, der var en drøm i sig selv og som klædte den salte blåskimmel perfekt. Honningen var fra nabolaget, nærmere bestemt Sokndal, og vist vi nogensinde er på de kanter, så bliver bilen fyldt med honning.

Roquefort, bricohetoast og honning fra Sokndal

Til dessert fik vi serveret passionsfrugtchiboust, marengs med passionsfrugt, ananasstykker og citronsorbet. Passionsfrugten både i chibousten og gemt i den utroligt cremede marengs var virkelig lækker, ananasstykkerne ok men ikke helt forstået. Citronsorbeten var præcist så cremet og fyldt med smag af sommercitroner, som man altid håber på, når man bliver konfronteret med den. Men trods velsmag, så undrede det mig noget, at der var brugt så fremmede frugter, når vi lige nu befinder os i den periode, hvor de lokale bær er på toppen, hvor var de ellers på turen allestedsnærværende norske jordbær, kirsebær og hindbær?

Passionsfrugtchiboust, ananasstykker, marengs med passionfrugt og citronsorbet

Hele vejen igennem en utrolig smagsfuld oplevelse, der afspejlede mod og madlyst i køkkenet, hvor der dog kunne vindes noget ved at fokusere lidt mere på lokale råvarer, men Straen Fiskerestaurant i Stavanger er hermed anbefalet på det varmeste, hvis man skulle være på de kanter.

Bryllupsdag på Bagatelle

I lørdags var Lene og jeg i Oslo, hvor vi indledte en helt igennem hyggelig og vellykket bryllupsdag med en shoppingtur i Grünerløkka (byens latineragtige kvarter, lidt a la området omkring Brick Lane i London). Her fik vi en dejlig omgang tapas på vores favoritsted i området, Delicatessen, hvor man ikke må gå glip af deres friterede artiskokker.

Vejret var flot med sol og varme, så vi måtte lige en lille smut forbi Akers Brygga (lidt a la Nyhavn i København), inden vi vendte næsen mod dagens planlagte højdepunkt: En middag med hele gøjemøjet på en af Norges førende restauranter, Bagatelle, hvor Eyvind Hellstrøm regerer i køkkenet, der serverer norske sæsonvarer med klassisk fransk inspiration.

Vi fik en lækker champagne, mens vi studerede et overdådigt vinkort. Under kyndig vejledning fra restaurantens sommelier fandt vi frem til en grüner vetliner fra Østrig og en 2004 Chambolle Musigny fra Roumier. Begge skulle vise sig at være mindeværdige møder. Vi besluttede os for at prøve restaurantens grand menu bestående af 11 retter, der var jo en bryllupsdag, som skulle fejres.

Vi blev ledt til bords og fik hurtig serveret en tallerken amuse bouche med blandt andet en helt fantastisk olivenoliesorbet, der virkelig fik vækket smagssanserne. Mens vi ventede (ikke særlig længe) på første forret, fik vi chancen for at se nærmere på selve stedet: Stilfuld og gennemført indretning med store farverige kunstfotografier, dejlig, rumlig indretning med god luft omkring store runde borde. Restauranten er holdt stramt i sort, hvid og creme kombineret med de flotte, detaljerede fotografier, hvilket skulle vise sig at være i god harmoni med en klassisk og samtidig modig middag med finesse og mange detaljer i smagsoplevelserne.

Første forret var østers med franske alger, kaviar og champagnegele. En meget mineralsk og speciel oplevelse, der blev lidt domineret af, at vi nu havde fået vores drøm af en hvidvin ind på bordet. Næste ret var kammuslinger med toast melba, trøffelstrimler, skaldyrssauce og en yderst smagsfuld gulerodspure: Perfekt kombination af saftig kammusling og sprød toast melba. Så fulgte en enorm jomfruhummerhale i cremet grøntsagssuppe med grillet tomat og hvid majroe (nepe på norsk - den hvide majroe, tror de er af sorten golden ball, er mere udbredt her end den lilla variation, som vi ser mest i Danmark). Igen helt perfekt. Friskheden fra jomfruhummeren, der havde et helt tyndt lag nærmest tempuralignende dej omkring sig, den cremede suppe, sødmen og aromaen fra de grillede tomater og den friske bitterhed fra de hvide majroer.

En lille pause til at fordybe sig lidt mere i den fyldige og komplekse hvidvin, inden vi blev præsenteret for laks med strimler af hvid majroe og grød på tapioka og soja. Virkelig speciel laks, der var langtidsbagt ved 55 grader, hvilket gav en helt unik konsistens; et sted mellem rå og bagt og så alligevel helt anderledes. Den møreste laks, jeg nogensinde har fået serveret. Tapiokagrøden var lidt speciel på en mørk og lidt slimet måde, men smagene i retten fungerede fortrinligt. Herefter fulgte en servering med kongekrabbe, bagt aubergine og sauce nage. Både krabben og auberginen var møre som smør og smagsfulde, mens saucen gav en dejlig friskhed til resten af rettens mere fede smage.

Kongekrabbe med aubergine og sauce nage

Herefter fik vi serveret aborre med hummersauce. Dejlig frisk fisk, der dog stod lidt i skyggen af laksen fra tidligere, perfekt mørk og kraftig hummersauce. Vi fik nu også taget hul på rødvinen, som var i den klasse, hvor man bare kan sidde og lugte til den en hel aften - fortryllende! Så fulgte en trøffelgele med krouton. Trøflen var lidt svag, og geleen en anelse salt, så ikke helt igennem den oplevelse, det kunne have været. Et lille intermezzo med en tomatsorbet med frossen citrusdrys: Lækker aromatisk sorbet, men næsten for krydret en smag for en ganerenser.

Næste punkt på menuen var foie gras med urter og blomster samt seks forskellige kryddersalte. Det fine stykke foie gras var cremet til perfektion og blev afbalanceret godt af de friske urter og blomster. De forskellige salte fik virkelig bragt forskellige smagsoplevelser frem.

Foie gras med urter og blomster

Hovedretten var lam med fondant på sommerkål, nye kartofler, kogt asparges og tomatdip. Lammet var mørt og velsmagende, kartoflerne var små, friske og indbydende, fondanten på sommerkål var både cremet og en smule bitter, som den bør være. Tomatdippen var lidt tandløs i forhold til de flotte smage i alt det andet, men aspargesen ... aspargesen var ren perfektion. Den viste sig som et typeeksempel på betydningen af den gode råvare i sæson. Den halve asparges bliver nok den del af mit måltid hos Bagatelle, som jeg kommer til at huske længst tid. Herefter fulgte et kæmpe ostebord, der var så overdådigt og interessant, at vi nok havde været fortabte, hvis ikke det havde været for kyndig præsentation og udvælgelse ved en af vores tjenere.

Udsnit af ostebordet

Så var det tid til dessert. Først fik vi en jordbær/rabarbersuppe med friske jordbær og sorbet. Vi var nu ved at være godt mætte, men den fortryllende duft af jordbær og rabarber sendt os frådende over det her lille studie i sommerfølelse. Herefter chokolade, sorbet på grøn the, myntefromage, passionsfrugtsorbet og brændte mandler: Et lille smagsfuldt tårn af chokolade, grøn the og mynte, hvor smagene arbejdede sammen og bragte det bedste frem i hinanden. Sorbeten var lækkert cremet og med en flot smag af passionsfrugt. Til sidst fik vi en tallerken med hjemmelavede petits four, bla. skum med pistaciedrys og en lille sprød sag med citroncreme. Vi var nu stopmætte, men kunne alligevel ikke holde fingrene fra de små lækkerier, eller jeg kunne i hvert fald ikke, og når Lene så lyset i mine øjne, måtte hun også "modvilligt" følge trop.

Betjeningen var helt i top; kyndig, hyggelig, professionel, informativ og opmærksom. Vi følte os i gode og trygge hænder hele vejen gennem måltidet. Alt i alt et perfekt måltid, en af de bedste, vi har oplevet. Prisen er godt deroppe af, men vi følte ikke på noget tidspunkt, at det ikke var hver en øre værd. Og så var der jo ikke mindst en speciel anledning at fejre, så det var med fyldte maver og god samvittighed, at vi gik tilbage til vores hotel med en lille pose med mundgodt dinglende i hånden - en lille gave fra Bagatelle i anledning af dagen. Og så gik vi omkuld.

Champagne: 150,- per glas

11 retter / 15 serveringer: 1480,- per person

Grüner vetliner fra østrig: 1000,-

Chambolle musigny: 1200,-

I alt: 5460,- for en omgang på Bagatelle med hele gøjemøjet...