Norsminde kro

Norsminde kro (foto fra kroens egen hjemmeside www.norsminde-kro.dk)

Frantz, min gode ven og kære medforfatter på bloggen her, skal snart giftes, så i den anledning stod det på polterabend for både ham og fruen sidste weekend. Jeg tror, vi fik overrasket og underholdt ham i god, våd stil, men det er egentlig ikke det, jeg skal skrive om her. Da weekenden og de aller værste tømmermænd var overstået besluttede Frantz og jeg os nemlig for at udvide hans polterabend med et par frokostbesøg hos et par kroer i området. Den første tur gik til Molskroen, men det skriver Frantz selv om på et tidspunkt. Jeg skal her fortælle lidt om oplevelserne på andendagens frokoststed, nærmere bestemt Norsminde kro, der kan findes nogle få kilometer syd for Århus.

Brasseriets interiør (fra kroen egen hjemmeside www.norsminde-kro.dk)

Kroen har både en gourmetrestaurant og et brasserie. Vi måtte tage til takke med brasseriet, da gourmetrestauranten kun har åben om aftenen. Klokken var henad 14, før vi fik fundet frem til kroen, så der var kun et par få andre gæster på stedet, som var ved at afslutte deres frokost, så vi kom til at have brasseriet stort set for os selv.

Førstehåndsindtrykket var helt ok. Indretningen på stedet er ganske fin og stilren med hvide duge, dejlige stole i træ og store lamper med dæmpet belysning - dog kunne der godt puttes lidt mere spræl på væggene med lidt farverige billeder eller lignende, så det ikke bliver alt for bobedre-pænt.

Vi besluttede os for en 3-retters frokostmenu bestående af stedets to forretter og dagens hovedret, da ingen af os er de helt store dessertfreaks. Menuen kom således til at bestå af en omgang fiske- og skaldyrsceviche med melon; en salat med kantarel og spiselige blomster; og til hovedret kalvesteg med squash, svampecreme og sauce på peberfrugt. Hertil valgte vi at få serveret et enkelt glas hvidvin til de to forretter og et glas rød til hovedretten, valget af disse lod vi være op til tjeneren.

Cevichen, der er en traditionel sydamerikansk råmarinering/tilberedning af fisk og skaldyr med citrusfrugt, viste sig i dette tilfælde at bestå af en lidt ubestemmelig hvidfisk, en knivmusling og en babykammusling marineret i citronsaft. Det virkede lidt som om, at både fisken og skaldyrene, der ellers var rigtig fine, havde tilbragt lige længe nok i citrusmarinaden, da alle delene var blevet lige en tand for faste i det, næsten grænsende til det lidt tørre, hvilket vist aldrig har været meningen med en ceviche. Cevichen blev serveret med lidt pureret melon, nogle melonkugler og en en rulle melongele samt et par blade frillicesalat. Melonkuglerne var friske og velsmagende, pureen var velsmagende, men grynet og utiltalende i konsistens mens melongeleen var decideret fjollet, da den overhovedet ikke havde friskheden og smagen, som melonkuglerne havde, hvorfor det bare blev rent show og pynt på tallerknen. Og da anretningen på tallerknen nok mest kan beskrives som rodet-rustik, så virkede den lille lyserøde rulle melongele yderst malplaceret. Generelt var retten ikke noget hit, hvilket var lidt synd for indtrykket var, at udgangspunktet for retten virkede til at have været rigtig fine råvarer. Udførelsen og anretningen havde simpelthen bare svigtet råvarerne.

Vinen, der blev serveret til cevichen og som også skulle gå igennem til kantarelsalaten, var en ganske fin og velsmagende australsk chardonnay. Ikke så meget at sige om den, frisk duft af hyldeblomst i næsen og tilpas med fedme i smagen.

Næste forret, som vi fik serveret, var udført i samme rodet-rustikke-stil, der åbenbart må være en Norsminde-specialitet. Retten bestod af en bunke med store, grove blade blandet salat, der skulle vise sig at skjule en lille dynge stegte champignoner. Salaterne var toppet op med et par hele hoveder orange morgenfrueblomster og en lige vel grov stilk slangehoved. Ved siden af salaten var der placeret en ikke beskeden bunke stegte, kolde kantareller. Igen tydeligvis fine og friske råvarer som udgangspunkt for retten, men også igen svigtede udførelsen og anretningen de fine, lokale råvarer, som Norsminde kro bryster sig af. Salaterne var generelt frisk og sprøde, men de manglede karakter og burde nok have været udsat for en eller anden form for dressing eller ligende. Servering af de hele morgenfruer og den grov stilk slangehoved virkede decideret dovent, som om at der ikke rigtig havde været nogen i køkkenet, der gad og pille de fine orange og lilla blomsterblade af de hele planter. Slangehovedstilken, der var en førstegangsoplevelse for os begge, var utrolig velsmagende med en gennemtrængende limet citrussmag, og skal uden tvivl afprøves i køkkenet selv engang, men den fine smage blegnende lidt, når de skulle gnaves af en stilk, der næsten var tyk og grov nok til at kunne blive betegnet en gren. Kantarellerne var lækre, velsmagende og i generøse mængder, men kunne ikke redde retten fra at fremstå rodet og sjusket.

ØV, det er sgu en skam, at der ikke blev udvist større respekt for råvarer af den karakter, men der var generelt lidt sjusk og ligegyldighed over oplevelsen på Norsminde kro, stemningen bliver jo heller ikke ligefrem sat, når det først man oplever på stedet er, at der bliver placeret en skåret vandkande på bordet, hvor bunden af kanden tydeligvis, lige inden turen ind til bordet, er blevet brugt til at tørre brødkrummer op fra udskæring af vores brød, hvilket resulterede i at der var tværet våde brødkrummer ud over bordet, inden vi rent faktisk havde fået serveret vores brød. Dårlig stil, fy!

Til hovedretten fik vi til gengæld serveret dagens højdepunkt i form af en ikke mindre end fortrinlig rødvin. Ophældningen i glasset fik os allerede lidt op af stolene, da de tydelige brune toner i vinen, ikke lige var hvad, vi havde forventet fra et glas frokostvin til 89 glasset. Fremvisningen af flaskens etiket gjorde os ikke meget klogere, da den ikke gav os anden oplysning end at vinen hed MO-9, at den var nummer 1955 ud af en ubestemmelig størrelse produktion og overraskende nok hørte til frankrigs laveste vinkategorisering, vin de table, altså en bordvin uden nærmere specificerede krav til noget som helst. Årstallet på vinen måtte vi finde på proppen, da den heller ikke var angivet på etiketten (1999). Det krævede en smule googling herhjemme igen, inden jeg fik fundet frem til, at der rent faktisk var tale om en lille fræk sag fra Domaine Montlobre (Combaillaux, Languedoc). En art uofficiel førstevin fra det lille? ambitiøse vinsted, en cuvee kun produceret 3000 flasker af. Jeg fandt vinen her, hvor der kan læses lidt mere om stedet og vinen, hvis man er en smule franskkyndig (jeg kunne ikke finde noget om MO-9 på stedets engelske del). Jeg er ikke selv specielt fransklæsende, men jeg kunne da rode mig frem til, at der er tale om en blandingsvin med 60% merlot (bestemt ikke en af mine favoritter), 20% cabernet sauvignon (gaaab), 10% carignan og 10% grenache. Jeg havde alrdig fundet frem til den vin selv, hvis ikke den var blevet hældt på mig på Norsminde kro, så tusind tak for det! Vi endte med både at købe slatten af den allerede åbnede flaske med os videre + vi begge indkøbte af vinen til reolen (jeg har allerede revet proppen af en af mine flasker her i weekenden, og den levede fuldt op til første oplevelsen). Helt fantastisk at støde på sådan en lille, eksklusiv frækkert. Hvis der er nogen, der har noget kendskab til Domaine Montlobre må de meget gerne give lyd fra sig.

Nå men tilbage til hovedretten. Samme anretterstil som de to forretter. En stabel skivede kalvestykker lagt oven på 'spagettistrimler' af squash, en stor klump pureret svampe og svømmende rundt om det hele en orangerød sauce af peberfrugt i kamp med en sø af grøn olie, formodentlig udløbet fra squashspagettien under kødet. Rod, men igen god smage flere steder, og igen tydeligvis ikke en finger at sætte på råvarerne, der havde lagt til grund for retten. Kødet var mørt, velstegt og velsmagende. Squashen, der eftersigende skulle komme fra Peters gård i formodet nærhed af kroen, var overolieret og oversaltet, så der nærmest ikke var smag af squashen at spore. Næsten samme skæbne havde overgået den for situationen alt for store klump svampepure, der hovedsageligt smagte af den stegesky (stegefedt) fra kalvestegen, som den tydeligvis var blendet sammen med. Peberfrugtssaucen var ganske velsmagende, men den og kødet til trods, fremstod retten, som de andre, rodet og useriøs.

Vil jeg besøge Norsminde kros brasserie igen? Sikkert ikke, men jeg overvejer seriøst en vinferie omkring Combaillaux med besøg hos Domaine Montlobre for at få støvsuget stedet for evt overskydende flasker fra deres MO-9 1999-produktion, og det kan jeg takke Norsminde kro for.

Men det skal siges, at man ikke på noget tidspunkt gennem menuen var i tvivl om råvarernes kvalitet, så hvis gourmetrestauranten tager køkkenets forråd lidt mere seriøst, så kunne det sikkert meget vel være en oplevelse værd.