Hermed følger endnu en opskrift fra vores kogebog SMAGSTID - ny nordisk mad i sæson, der lige for tiden er på juletilbud til kun 149 kroner! Retten er forretten fra decembermenuen i bogen, hvor vi desuden laver vildsvinegryde med kartoffel/æblerøsti, hasselnød og grønkålskrem til hovedret og til dessert sveskekage med valnødder og sirup på juleøl.
Vandbakkelser med jarlsbergost, spegeskinkekrem og kammusling
Små vandbakkelser med jarlsbergost, spegeskinkekrem og kammusling
(4 pers.)
- 1 dl mælk
- 50 g smør
- 75 g mel
- 2 æg
- 40 g jarlsbergost (eller anden emmentalerost)
- 2 skiver spegeskinke
- 1 tsk. finthakket skalotteløg
- 1 dl cremefraiche 38%
- æbleedikke
- 8 store kammuslinger
- fuglegræs* (kan evt erstattes med fx purløg)
- olie
- salt og peber
Bring mælken til kogepunktet i en gryde sammen med smør og lidt salt. Rør melet sammen med mælken i 4-5 min ved lav temperatur, til den slipper gryden. Afkøl dejen. Pisk æggene i et efter et. Skær 25 g af osten i små tern, og arbejd den grundigt ind i dejen. Form boller af dejen med en teske, og sæt dem på en smurt bageplade. Riv resten af osten ud over bollerne. Bag i 20-25 min ved 170 grader til bollerne er puffet op og gyldne.
Steg spegeskinken sprød på en pande i olie. Hak derefter spegeskinken og skalotteløget fint. Pisk cremefraichen stiv i en skål, og bland spegeskinken og skalotteløget i. Smag til med æbleeddike, salt og peber.
Salt kammuslingerne let, og steg dem på en varm pande i 30 sek. på hver side.
Anret med vandbakkelserne med spegeskinkekremen, kammuslingerne og fuglegræs.
* Fuglegræs er mest kendt og berygtet som ukrudt, så den er tilgængelig vidt og bredt. Men fuglegræs har faktisk en rigtig fin ærtesmag, og fungerer rigtig godt i salater. Fuglegræs har fået sit navn, da den ofte bruges som foder for fugle, fx høns.
Fuglegræs
Ingen kommentarer:
Send en kommentar