Det her er ren nydelse, og super nemt, ikke så meget show bare smag, varme og smag. Jeg er vild med de gode kålpølser med højt kødindhold, og så med en god omgang linser kogt i mørk øl og en klat stærk sennep, så bliver det ikke meget bedre.
Linserne og pølserne passer sig selv, så snart de er sat over
Kålpølser og grønne linser
(4 pers.)
- 4 gode kålpølser
- 1 løg
- 4 dl grønne linser
- 1/2 l mørk øl
- 3 dl vand eller bouillon
- 2 spsk. stærk sennep
- frisk salvie
- olie
- salt og peber
Steg pølserne et par minutter ved høj varme i en pande med olie. Sænk varmen og tilsæt et hakket løg, der steges med et par minutter, til det bliver let gyldent. Skyl linserne god, og tilsæt dem til panden sammen med øl, vand, sennep og et par gode stilke salvie samt godt med friskkværnet peber. Bland det hele godt sammen, og bring det i kog. Lad pølserne og linserne koge stille og roligt under låg i ca. 30 minutter. Smag til med salt og evt mere peber, og kog ind ved høj varme, hvis der stadig er væske tilbage i panden. Server kålpølserne og linserne med masser af gode, stærk sennep.
Pølse, linser, øl og sennep er ren vinterhygge og -lykke
Cremet jordskokkesuppe med purløgsolie
(forret til 4 pers.)
- 10 jordskokker (ca. 300 g)
- 3 kartofler (ca. 250 g)
- 2 løg (ca. 150 g)
- 3 dl mælk
- 3 dl vand eller bouillon
- smør
- salt og peber
- 1 bundt purløg
- 1/2 dl olie
Hakket løget, og svits det i smør i en gryden ved medium varme i ca. 5 min. Salt evt. løgene lidt, så de ikke bruner. Skræl jordskokkerne og kartoflerne. Skær dem i grove stykker, og put dem i gryden. Lad grøntsagerne stege med ca. 1 min, og hæld så mælk og vand udover. Bring det hele i kog, og lad det småkoge i ca. 15-20 min, eller til både jordskokkerne og kartoflerne er godt møre. Mens suppen koger mør, hakkes, stødes eller blendes et helt bundt purløg med ca. 1/2 dl olie til en ensartet masse. Lad purløgsolien trække i køleskabet, til suppen er klar.
Blend suppen godt, når grøntsagerne er møre, og smag den til med salt og peber. Si suppen gennem en fintmasket si. Varm evt suppe lidt op igen. Si ligeledes purløgsolien gennem en fintmasket si. Server suppen med purløgsolien dryppet udover og med friskkværnet peber.